Stark Kampagne

Ekspertudsagn fra anlægsgartner, Jan Damsgaard, Damsgaard Have & Anlæg til Stark kampagne:

Ekspertudsagn #1:

Boligglæde handler også om det, der sker uden for huset. Terrassen er en vigtig del af boligen. Især om sommeren er her masser af oplevelser og fornøjelse: Dagslys, sol og frisk luft, leg, stille stunder, grillaftner, skønne farver og dejlige dufte. Og med den rette kvalitet kommer du rigtig langt.

Terrassen er i bund og grund en del af boligen. Gode uderum er en kilde til større boligglæde. Ikke mindst om sommeren, hvor timerne udenfor kan give stor livskvalitet. Enten alene eller sammen med familien og vennerne. Sammenhængen mellem hus, have og terrasse er vigtig. Det handler om, hvordan du gerne vil bruge din boligs rum både ude og inde. Samtidig spiller hensyn til det nordiske klima ind. Hvis du f.eks. vil have en sanseoplevelse, når du træder ud på terrassen, kan du tilføre farverige og velduftende beplantning. Engelske roser vokser sig rimeligt store og giver samtidig læ for vinden, liv og farvespil. I øjeblikket er det også populært at få bygget lægivere af rivenet i sektioner med stolper imellem. De kan beplantes, så de giver et lettere indtryk end en hæk. En ny belægning med f.eks. sorte sten eller sten i granitlook er også en mulighed for at give mere liv. Men husk at få bygget underlaget rigtigt og professionelt op, så du slipper for kedelige overraskelser. En permanent overdækning af dele af terrassen er også en mulighed, så du f.eks. kan lave et nyt udekøkken. Du bør generelt ikke spare på terrassearealet, for så undgår du at begrænse dine muligheder. Måske var det en idé at udvide terrassen? Mange vil gerne have en eller to solvogne stående sammen med en parasol, en grill, en sandkasse til børnene og måske en terrassevarmer til de kølige aftentimer. Er der plads til overs, kan den hurtigt fyldes ud med en ekstra krukke eller to.

Ekspertudsagn #2:

En god tommelfingerregel er at få haven delt op i forskellige rum. F.eks. til hygge, leg, boldspil, afslapning og velvære. Glæden ved at opholde sig i haven opstår, når der er plads til at gøre det, man har lyst til. Der er mange veje at gå for at få en professionel kvalitet, der skaber livskvalitet.

Haver er ligeså forskellige som boligejere. Vi oplever som anlægsgartnere, at det vigtigste er, at haven indrettes, så den passer til behovene hos dem, der bruger den. Nogle kan lide, at haven bliver indelukket og tætbeplantet. Andre vil have plads til udfoldelse og udsigt over hækken. Det handler om at få indrettet sin have rigtigt, så den giver størst glæde i hverdagen. Ofte skal der ikke ret meget til, før du oplever store forandringer. En enkel inddeling af haven i forskellige rum er altid et godt sted at starte. Der bliver plads til det hele, uden at det hele flyder sammen. Du kan f.eks. lave en forsænket ‘gryde’ i græsplænen med opholdsrum til børnene. En fritstående pavillon giver mulighed for at sidde og spise ude i det fri. Blomstrende beplantning rundt om pavillonen øger oplevelsen af naturen. Samtidig kan du f.eks. etablere et overdækket udekøkken ved siden af pavillonen.

Det giver mulighed for et godt afbræk i hverdagen og hyggelige sommeraftner med familien og vennerne. Her er det vigtigt, at du får lavet udgravninger, installationer og tømrerarbejdet rigtigt, så det holder i længden. Arealer med nytteplanter til køkkenet eller blomster til vasen behøver ikke at være i jordhøjde. Du kan f.eks. lave højbede eller forskudte niveauer med støttemure i haven. Eller få bygget trappeformer op ad en skråning, der beplantes med jordbær. Det gælder om at se mulighederne og udnytte dem rigtigt.

Ekspertudsagn #3:

Når foråret begynder at spire frem, er det tid til at efterse haven og terrassen. Belægninger, hegn, træværk og bede trænger måske til istandsættelse oven på vinteren. Både små og større forbedringer er med til at skabe glæde, når materialer og udførelse har den rette professionelle kvalitet. Der er noget fantastisk ved at komme ud i lyset og mærke den friske luft. Et forårstjek af haven og terrassen giver overblik over, hvad der trænger til en kærlig hånd. Og samtidig kan det give inspiration til forbedringer og nye måder at få glæde af boligens udearealer på. Hegn og træværk kræver vedligehold, hvis de skal blive ved med at se pæne ud. De kan derfor trænge til en ny gang maling eller træbeskyttelse. Eller måske er et levende hegn som f.eks. en bøgehæk det, der skal til, for at friske haven eller terrassen lidt op? Du kan også overveje, om belægningerne i haven og på terrassen trænger til en udskiftning. I dag er det f.eks. meget populært at få lagt nye kvadratiske fliser ud i forskellige farver og mønstre. Har du ikke markerede gangarealer endnu, kan du få stor glæde af at lave belagte gangstier i haven. De kan f.eks. anlægges, så de bugter sig omkring bedene eller følger husets linjer. På den måde skaber du visuel sammenhæng mellem haven og huset. Uanset hvad er det vigtigt at få lavet belægningen rigtigt fra starten. En god og holdbar belægning kræver, at underlaget opbygges rigtigt. Du kan med fordel spørge en fagmand til råds, så du er sikker på at få en kvalitetsløsning, hvor fliser og sten bliver, hvor de skal. Samtidig kan du få inspiration til, hvilken belægning der passer bedst til dine ønsker.